Zonta Hillerød søger donationsmodtagere
Nu kan der søges om at få del i overskuddet fra den store udstilling Kvinder & Kunst, som netværket Zonta Hillerød står bag.
Udstillingen foregår i Royal Stage i weekenden den 18.-19. november 2023, og formålet med udstillingen er at indsamle penge, som kan doneres videre til projekter, der hjælper og styrker piger og kvinder.
Projekterne skal være velgørende, almennyttigge og komme en større kreds af personer til gode. Der gives ikke støtte til enkeltpersoner eller projekter, der allerede er gennemført og for at komme i betragtning skal der udfyldes et ansøgningsskema, som kan downloades via dette link: hilleroed.zonta.dk
Ansøgningsskemaet sendes til Zonta Hillerød på mail zonta.hillerod@outlook.com sammen med en motiveret ansøgning inden den 31. august 2023.
Sidste år donerede Zonta Hillerød mere end 140.000 kroner. Pengene gik bl. a. til den internationale kamp mod børneægteskaber gennem UNFPA/UNICEF’s program ”Ending Child Marriage”, en SOS-børneby i Ukraine og til Mødrehjælpen i Hillerød.
Zonta Hillerød har også støttet ligestillings-undervisningsplatformen Goalfive.org, som mange gymnasielærere bruger. Materialet på Goalfive.org er inspireret af FN’s Verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene, det er udviklet af gymnasielærere på initiativ af danske Zonta-klubber, og det kan stilles gratis til rådighed på baggrund af donationer fra Zonta.
Zonta Hillerød er en del af Zonta International, som er en ngo, der arbejder for at gøre verden til et bedre sted for kvinder og piger. Det sker ved at uddele en række forskellige uddannelseslegater, ved at støtte projekter i samarbejde med FN og ved at bekæmpe vold mod kvinder.
Flere oplysninger: Dorrit Dall-Hansen, præsident for Zonta Hillerød, 2366 4425.