Ny formand for Zonta Hillerød
Dorrit Dall-Hansen, Nødebo, der i mere end 20 år har drevet klinikken Behandlerhuset i Hillerød, hvor hun tilbyder kranio-sakral-terapi, zoneterapi, coaching og mentaltræning, overtager den 1. juni 2023 posten som formand for netværksorganisationen Zonta Hillerød.
Zonta Hillerød arbejder med ligestilling lokalt og internationalt og står bl. a. bag den store kunstudstilling Kvinder & Kunst, hvor overskuddet doneres videre til forskellige projekter.
– Jeg synes, at det giver stor mening at skabe trivsel og lige muligheder uanset køn. Jeg støtter med glæde piger og kvinders uddannelse både lokalt, nationalt og internationalt, siger hun.
At arbejde med mennesker
Dorrits C.V. fortæller en historie om at følge sin nysgerrighed, og de muligheder, som livet byder på, og hun har altid vidst, at hun ville arbejde med mennesker. Derfor begyndte hun lige efter folkeskolen på uddannelsen til tandklinikassistent, men som færdiguddannet skulle de kompetencer suppleres med mere viden, og det blev en merkonom i virksomhedsøkonomi. Efter nogle år som klinikassistent blev Dorrit Dall-Hansen opfordret til at uddanne sig til advokatsekretær og fulgte den vej.
Udstationeret
Det blev også til fem år som expat, da Dorrit Dall-Hansen mødte sin mand, og de sammen flyttede til Frankrig. Her voksede familien med tre børn, og det var her, at tankerne om at blive selvstændig faldt på plads. Hun ville have kontrol over sit eget arbejdsliv og ikke mindst sin tid.
– Jeg er en, der både har benene på jorden men som også tør tage et skridt ud i det uvisse. Det handler om at være tro mod sig selv og sine kompetencer sige, at det her har jeg ikke prøvet før, så det tør jeg godt, for hvad er det værste, der kan ske ved at tænke åbent og kreativt i behandling af diverse lidelser, siger Dorrit Dall-Hansen.
Da familien vendte hjem til Danmark og Nordsjælland igen åbnede Dorrit Dall-Hansen sin klinik i Behandlerhuset.
– Jeg arbejder blandt andet med mennesker, der har været ude for alvorlige ulykker og som har smerter i hovedet, nakken, skuldrene eller andre steder i bevægeapparatet. Jeg er god til at aflæse, hvor deres symptomer stammer fra og finde frem til, hvad der kan gøres ved det, fortæller Dorrit Dall-Hansen, som også har klienter med kroniske hovedpiner og migræner eller er i kemobehandling.
Kender alle fordomme
Hun har hørt alle fordomme om at være alternativ behandler men indtager ikke længere en højlydt forsvarsposition, når nogle stiller spørgsmålstegn ved om kranio-sakral- eller zoneterapi virker.
– Jeg har haft klinik på fuld tid i så mange år, at det vel i bund og grund er den bedste form for ”evidens” på virkningen af de behandlinger, som jeg laver, siger Dorrit Dall-Hansen og uddyber:
– Så jeg er mere i ro, for jeg ved, at det virker. Jeg møder altid mennesker med respekt for deres sandhed, og hos mig er der ikke nogen historie, der afvises som noget vrøvl. Man kommer langt med at møde mennesker i øjenhøjde.