Hvem skal modtage støtte fra Zonta Hillerød?

Zonta Hillerød, der arrangerer den store udstilling Kvinder & Kunst 2021 den 20. – 21. november 2021 i Royal Stage, søger nu lokale foreninger eller projekter, der kan modtage støtte fra udstillingens overskud.

Zonta er et internationalt netværk, der arbejder for, at pigers og kvinders ressourcer anerkendes på lige fod med mænds. Indsatsens foregår både lokalt og internationalt. Lokalt har Zonta Hillerød tidligere støttet: Bydelsmødrene i Hillerød Øst og Kokkedal, Danmarksindsamlingen, GirlTalk, Hillerød Kvindekrisecenter, Mødrehjælpen i Hillerød, SOS Børnebyerne og Unge mødre i Hillerød.

Internationalt arbejder Zonta for at bekæmpe vold mod kvinder, bekæmpe børneægteskaber og sikre lige adgang til uddannelse konkret bl.a. gennem et skoleprojekt for piger i Madagascar.

For at komme i betragtning som donationsmodtager skal projekter leve op til Zontas formål om at hjælpe og styrke piger og kvinder.

– Vi håber at se ansøgninger fra foreninger eller ildsjæle bag projekter, der er med til at gøre en forskel for piger og kvinder i Hillerød eller andre steder i Nordsjælland, siger Bente Ægidius, formand for Zonta Hillerød.

Find ansøgningsskema her: Ansøgningsskema donationer

Der er deadline for ansøgninger fredag den 8. oktober 2021.

Kontaktperson: Bente Ægidius, tlf.: 31331282 – zonta.hillerod@outlook.com