71 kunstnere støtter pige- og kvindeprojekter

71 kunstnere og kunsthåndværkere er klar til at vise deres værker, når Zonta Hillerød inviterer til udstillingen Kvinder & Kunst i weekenden 20. – 21. november 2021 i Royal Stage.

I år støtter udstillingen Girl Talk, Hillerød Kvindekrisecenter, Zonta Danmarks Gender Equality Project, Zonta Hillerøds studielegat og Zonta Internationals skoleprojekt for piger i Madagaskar.

– Zonta Hillerød er en forening af ressourcestærke kvinder, som hvert år holder udstillingen Kvinder & Kunst, hvor overskuddet ubeskåret går til at gøre en forskel for piger og kvinder lokalt, nationalt og verden over, siger Anette Thomasen, der er formand for styregruppen bag Kvinder & Kunst. Hun forklarer videre:

– Zonta er en verdensomspændende forening, der i 102 år har arbejdet for ligestilling samt for at forbedre piger og kvinders vilkår. For at kunne hjælpe så mange piger og kvinder som muligt glæder vi os til at se mange besøgende på udstillingen nu, hvor kunstnerne igen efter to år kan vise deres kunst frem. Vi har også modtaget flotte sponsorgaver af lokale erhvervsdrivende og de udstillende kunstnere. Gaverne bruges som præmier til udstillingens lotteri. En ekstra gevinst er, at der er dejlig kaffe/te og masser af hjemmebagte kager, man kan købe.

Kvinder & Kunst åbnes officielt lørdag den 20. november kl. 11 af billedkunstner Trine Panum.

Yderligere oplysninger: Anette Thomasen, 4055 3033.

Kvinder & Kunst 2021 støtter:

  • Hillerød Kvindekrisecenter
    • Hillerød Kvindekrisecenter er et rådgivnings- og krisecenter for kvinder, der har været udsat for vold. Krisecentret har plads til seks kvinder og deres børn. Et krisecenterophold er en svær tid for kvinder og børn fyldt med svære minder fra fortiden og bekymringer for fremtiden. Derfor er det vigtigt at kunne skabe gode oplevelser. Et tilskud fra Kvinder & Kunst gør det muligt at tage beboerne og deres børn en tur ud af huset.

 

  • Girl Talk
    • GirlTalk er en non-profit organisation, der siden 2004 har arbejdet for at hjælpe piger og unge kvinder mellem 12 og 24 år. Organisationen arbejder dagligt med at minde unge piger om deres værdi og tale med dem om deres trivsel. I 2020 lancerede GirlTalk onlinebrevkassen ”Pigetanker”, hvor piger i alderen 12-24 kan skrive ind med tanker og spørgsmål, som besvares af GirlTalks rådgivere og skribenter. Brevkassen har indtil nu været en stor succes og er en efterspurgt indsats, hvilket ses af de 50-100 breve, Girl Talk modtager om ugen i kampagneperioder. Kvinder & Kunst støtter det fortsatte arbejde med ”Pigetanker”.

 

  • Zonta Hillerøds studielegat
    • Zonta Hillerøds studielegater et rejselegat for kvinder med tilknytning til Hillerød, der ønsker at dygtiggøre sig ved videreuddannelse af teoretisk eller praktisk karakter.
      Der uddeles årligt 1-2 legatportioner á 10. – 20.000 kr. Ansøgning kan ske i perioden 1. oktober – 30. november. Flere oplysninger: https://hilleroed.zonta.dk/legater/

 

  • Zonta Danmarks Gender Equality – Goal Five Project
    • Goal Five er undervisningsplatform om ligestilling, der er inspireret af FNs Verdensmål 5 – ligestilling mellem kønnene. Platformen er udviklet af danske Zonta-klubber i samarbejde med gymnasielærere. Platformen kan bruges af undervisere på ungdomsuddannelser og folkeskolens udskolingsniveau i fagene dansk, engelsk, historie og samfundsfag.
      Undervisningsplatformen Goalfive.org er en del af Zonta Danmarks vedvarende indsats for at fremme lighed mellem kønnene. Platformens faglige indhold udspringer af to succesfulde gymnasieprojekter i 2018 og 2019, som fire midtjyske Zonta-klubber tog initiativ til. Syv gymnasier – med deltagelse af over 300 elever – deltog i projekterne.
      Se mere på https://goalfive.org/

 

  • Zonta Internationals skoleprojekt for piger i Madagaskar
    • Zonta International støtter UNICEFs Let Us Learn. Det er et uddannelsesprogram, som rækker ud til sårbare og ekskluderede børn, primært piger i Madagaskar, hvor hvert fjerde barn ikke starter i skole og hvert tredje barn ikke afslutter folkeskolen.

 

– At male er en helt anden måde at være til stede på og tænke på. Jeg befinder mig sindssyg godt der. Jeg er ikke særlig god til at tegne. Det er nok derfor, at mine billeder er abstrakte. Jeg sætter energi og farver sammen til noget, der giver mening, siger Trine Panum.

Trine Panum: Drømmen arbejdede hele tiden

For ni år siden sagde Trine Panum farvel til sin gode karriere på TV2 for at blive billedkunstner på fuld tid. Trine Panums historie er en inspiration for andre, der drømmer om at gøre kunst til deres levevej, og derfor har Zonta Hillerød inviteret Trine Panum til at åbne Kvinder & Kunst. Det sker lørdag den 20. november kl. 11

 

Trine Panums malerier er eksplosive, dramatiske og farverige abstrakte værker. Hun tager imod omgivet af dem i sit galleri på Bagsværd Hovedgade 116 og ligner en, der målrettet har arbejdet som billedkunstner hele sit liv, men sådan er det ikke, for selv om Trine Panum altid har været kreativ, for eksempel har syet meget og går op i indretning og design, så kom hun ikke ind på den designuddannelse, som hun havde udset sig efter gymnasiet. I stedet gik hun den akademiske vej som sine forældre og studerede dansk og medievidenskab på Aalborg Universitet.

Uddannelsen ledte til et job på TV2, hvor hun blev landskendt tv-vært bl.a. for magasinet »Station 2 – Efterlyst«. Trine Panum malede også, men det var svært at få tid til, men da hun i 2009 gik på barsel med sit tredje barn, var lysten til at male så stærk, at farver og lærred kom frem, hver eneste gang, hun havde mulighed for det, og sådan har det været siden.

– At male er en helt anden måde at være til stede på og tænke på. Jeg befinder mig sindssyg godt der. Jeg er ikke særlig god til at tegne. Det er nok derfor, at mine billeder er abstrakte. Jeg sætter energi og farver sammen til noget, der giver mening, siger hun.

Beslutningen om at gå fra det faste job til det usikre liv som selvstændig billedkunstner var ikke let, og den tog tid. Efter sin barsel fik Trine Panum mulighed for at udstille i et tomt butikslokale på Bagsværd Hovedgade. Hun underviste også på malerkurser, og de blev en succes, for der var mange, der gerne ville høre mere om Trine Panums ideer og tanker om arbejdsprocessen bag de ekspressive malerier.

Og så førte hun mange og lange samtaler med sin mand.

– Han sagde: ”Du har talt om det her i mange år, så måske er det nu, du skal gøre det”, fortæller Trine Panum.

– Så drømmen arbejdede i mig hele tiden, konstaterer hun.

Derfor gik Trine Panum ind til sin chef og bad om et års orlov. Det fik hun, og så var det i gang. Denne gang i nye gallerilokaler også i Bagsværd.

– Pludselig stod jeg helt alene og skulle lære mange nye ting fra hvordan man skriver regninger, laver bogføring til hvor man finder rammer og hvordan man bliver ved med at promovere sig selv, siger Trine Panum.

Rigtig mange mennesker i hendes omgangskreds stod tilbage med et stort undrende: ”Hvorfor?” Hvorfor var hun parat til at ændre sit liv så drastisk, når nu hun havde opnået så god en position i sin journalistiske karriere og havde et job med en god fast månedsløn.

– Jeg ville bare gerne det her, og hvis jeg skal blive rigtig god, så er jeg nødt til at male på fuld tid. Det er en gave, jeg har givet mig selv, og jeg har ikke set mig tilbage en eneste gang, fortæller Trine Panum.

Trine Panum mistede sin far, da hun var i 20’erne. Det lærte hende også, at livet er sårbart, og at man selv er forpligtiget til at få det bedste ud af det.

– Og nu er der mange, der siger til mig, at jeg er sej, fordi jeg turde, siger hun.

Nu er der gået ni år, siden Trine Panum for første gang åbnede døren til sit eget galleri. Hun lægger ikke skjul på, at det er hårdt arbejde, og at man virkelig skal ville det.

– Jeg har en sund forretning, og det har den været, siden jeg startede. Så jeg er stolt af, at jeg tog det valg. Jeg står et godt sted i livet, hvor jeg kan fortsætte med at udvikle mig og male det, jeg synes, der skal males. Det er et kæmpe privilegium.

Alt udsolgt til årets Kvinder & Kunst

Tilmeldingen til udstillingen Kvinder & Kunst 2021 er gået over al forventning og afslører, at der er en stor længsel efter at skabe kulturelle oplevelser sammen med andre. Det er netværket Zonta Hillerød, der arrangerer Kvinder & Kunst, og vi kan byde velkommen til 69 udstillende kunstnere og kunsthåndværkere. Derudover er der en lang venteliste.

Udstillingen viser en varieret samling af billedkunst, skulpturer, smykker, unikatekstiler, keramik og glas, og den foregår i weekenden 20.-21. november i Royal Stage kl. 10-16.

Som en del af udstillingen er der også en lille café og et eftertragtet lotteri med sponsorpræmier doneret af trofaste støtter fra lokalområdet og af udstillerne, så det også er muligt at vinde et stykke kunst på dagen.

Formålet med Kvinder & Kunst er at indsamle penge til udsatte kvinder lokalt og internationalt. Udstillingen vises nu for 14. gang, og de seneste år har Zonta Hillerød doneret mere end 100.000 kroner videre fra Kvinder & Kunst.

Du kan læse meget mere om udstillingen på vores hjemmeside www.kvinderogkunst.dk eller følge udstillingen på facebook: https://www.facebook.com/kvinderogkunst

Yderligere oplysninger: Anette Thomasen, 4055 3033.

 

Venlig hilsen

 

Marianne Due
på vegne af

Zonta Hillerød

Birgitte Thode Reenberg, Karmen & Kamelia, fylder 60 år

Indehaver af butikken Karmen & Kamelia, Slotsarkaderne, Hillerød, Birgitte Thode Reenberg, Fredensborg fylder 60 år torsdag den 18. juni.

Birgitte Thode Reenberg er opvokset i Ballerup og har en bachelor i sociologi, men det er interessen for smykker og accessories, der er den røde tråd i arbejdslivet. Interessen blev vakt efter gymnasiet under et sabbatår med rejser primært i USA og de første smykker blev designet sideløbende med sociologistudiet. Birgitte Thode Reenberg byggede samtidig en forretning op, hvor hun forhandlede accessories, som hun købte på rejser rundt omkring i verden.

Den 1. juni 2000 åbnede Birgitte Thode Reenberg sin butik i Slotsarkaderne, Hillerød med smykker, tasker og accessories. Drivkraften er stadig at finde nye varer, få dem udstillet og finde på nye tiltag i samarbejde med butikkens medarbejdere, hvor mange er ret unge. En ledelsesopgave som Birgitte Thode Reenberg beskriver som meget givende.

I fritiden nyder Birgitte Thode Reenberg daglige gåture i naturen sammen med sin hund, hun dyrker yoga og er stadig glad for at rejse. Fødselaren er også engageret i netværksorganisationen Zonta Hillerød, der arbejder for at fremme kvinders vilkår og rettigheder, hvor hun er kasserer og med i styregruppen bag udstillingen Kvinder & Kunst.

Familielivet deles med mand og to voksne sønner.

Fødselsdagen fejres med en tur i eldreven båd i København og privat fest hjemme i Fredensborg.